Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Visitation og målgruppe

Visitation sker centralt via Allerøds kommunes skole & dagtilbud - gennem distriktsskolelederen og PPR.

Målgruppebeskrivelse – Ravnsholt gruppeordning

– gruppeordning for elever med behov for støtte til opmærksomhed, social deltagelse og regulering.

Målgruppen for gruppeordningen er elever, som har behov for en specialpædagogisk ramme for at kunne deltage stabilt i undervisning og sociale fællesskaber. Eleverne er som udgangspunkt normaltbegavede.

Eleverne har vanskeligheder med opmærksomhed og følelsesmæssig regulering samt udfordringer i social forståelse og samspil, hvilket medfører, at de aktuelt ikke kan indgå stabilt i almenmiljøet – heller ikke med støtte.

Samtidig er eleverne kendetegnet ved at være socialt orienterede og motiverede for deltagelse. De har et udviklingspotentiale i forhold til at indgå i fællesskaber, men har behov for en høj grad af struktur, forudsigelighed og tydelig voksenstøtte for at kunne deltage hensigtsmæssigt i læringsfællesskaber.

Det er centralt for målgruppen, at eleverne:

  • har et udtalt behov for tydelig rammesætning og guidning for at kunne fastholde opmærksomhed og arbejdsdeltagelse 
  • har behov for aktiv støtte til regulering af arousal, følelser og adfærd i mødet med faglige og sociale krav 
  • profiterer af et mindre læringsmiljø med lav kompleksitet, høj genkendelighed og begrænset stimuli 
  • har behov for systematisk og praksisnær støtte til social forståelse og deltagelse 
  • har gavn af tætte, stabile og relationsbårne voksenrelationer, som kan forebygge belastning og understøtte deltagelse 

Målgruppen er kendetegnet ved, at eleverne har potentiale for deltagelse i fællesskaber, men aktuelt ikke kan indgå stabilt i almenmiljøet – heller ikke med støtte – da kravene til selvregulering, fleksibilitet og social navigation overstiger deres forudsætninger.
Der arbejdes løbende med at udvikle elevens deltagelseskompetencer med henblik på øget tilknytning til almenmiljøet, herunder helt eller delvis tilbagevenden, når det er fagligt og trivselsmæssigt hensigtsmæssigt.

Gruppeordningen retter sig mod elever, som har behov for et læringsmiljø, hvor:

  • undervisning og reguleringsstøtte er integreret 
  • der arbejdes systematisk med at udvikle elevens deltagelseskompetencer 
  • krav, tempo og organisering løbende tilpasses elevens aktuelle ressourcer og behov. 
  • der skabes mulighed for gradvis deltagelse i større fællesskaber, når det fagligt og trivselsmæssigt understøtter elevens udvikling.

Målgruppen er sammensat ud fra en funktionel vurdering af elevens behov og ikke ud fra diagnoser. Det afgørende er, at eleven kan profitere af en struktureret, specialpædagogisk ramme med fokus på regulering, deltagelse og relationel støtte.

Visitation beror på en samlet vurdering af elevens funktionsniveau, tidligere indsatser og udviklingspotentiale – herunder særligt elevens mulighed for at indgå i og udvikle sig gennem et mindre, støttet fællesskab.